plakat_ERC-20130123-mulernesgym1-0192.jpg

Se vores studieretninger her.

 

Læs rektor Torben Jakobsens velkomst her.

 

Læs mere om Mulernes Legatskole ved at klikke her!


Uddannelsesplanen er en plan for den fortsatte uddannelse. Alle elever skal have udarbejdet en uddannelsesplan ved udgangen af 9. og 10. klasse. Uddannelsesplanen, som UU eller den frie skole har ansvaret for, bliver til det ansøgningsskema, som skal sendes til den uddannelsesinstitution, som du har valgt som din 1. prioritet. Bemærk at du desuden også skal anføre 2. og 3. prioritet.

Uddannelsesparathedsvurdering (= upv) er en vurdering af din uddannelsesparathed. Vurderingen foretages af UU-centret – i samarbejde med skolen – eller den frie skole eller efterskole, der har ansvaret for uddannelsesplanen. En fri- eller efterskoles vurdering, at en elev er ikke-uddannelsesparat skal videresendes til UU-centret i din hjemkommune, der foretager en ny vurdering. Dine forældre (eller du, hvis du er 18 år) kan generelt forlange UU-centrets vurdering efterprøvet af en ungdomsuddannelsesinstitution. Ungdomsuddannelsesinstitutionens vurdering er endelig. 

 

Optagelse i stx

For at kunne blive optaget i gymnasiet skal du have de faglige, personlige og sociale forudsætninger, som er nødvendige for at gennemføre en gymnasial uddannelse. Desuden skal du:

  1. have afsluttet 9. klasse i folkeskolen eller have gennemført en undervisning, der svarer til folkeskolens 9. klasse,
  2. have søgt om optagelse i umiddelbar forlængelse af 9. eller 10. klasse,
  3. have aflagt folkeskolens obligatoriske afgangsprøver, herunder en prøve i 2. fremmedsprog, dvs. fransk eller tysk,
  4. have aflagt en prøve i 2. fremmedsprog, hvis du har haft dette som valgfag, medmindre du samtidig har haft et 2. fremmedsprog (fransk eller tysk) som tilbudsfag, og
  5. have modtaget 2-4 års prøveforberedende undervisning i 2. fremmedsprog (fransk eller tysk).

Hvis du søger om optagelse efter 10. klasse på en folkeskole, en ungdomsskole, en fri grundskole, en efterskole, en husholdningsskole eller en håndarbejdsskole, er det tillige en betingelse for at have retskrav på optagelse, at du i 10. klasse har modtaget undervisning i dansk, engelsk og matematik og herefter har aflagt enten folkeskolens afgangsprøver eller 10.-klasse-prøver i disse fag. Hvis du vælger at aflægge 10.-klasse-prøver i disse fag, skal du aflægge både de mundtlige og de skriftlige prøver.

NB: Det gælder generelt, at retskravet om optagelse bortfalder, hvis du alligevel ikke aflægger de krævede prøver. Hvis du på grund af dokumenteret sygdom ikke har aflagt en eller flere af de krævede prøver, skal du ikke af denne grund til obligatorisk optagelsesesprøve, men skal i stedet aflægge den eller de manglende prøver efter folkeskolens regler om sygeprøver.

 

Optagelse i det toårige hf

For at blive optaget i hf skal du have de faglige, personlige og sociale forudsætninger, som er nødvendige for at gennemføre en gymnasial uddannelse. Desuden skal du:

  1. have afsluttet 10. klasse efter folkeskoleloven, eller have gennemført en undervisning, der står mål med undervisningen i folkeskolens 10. klasse,
  2. have søgt om optagelse i umiddelbar forlængelse af 10. klasse,
  3. have aflagt folkeskolens 10. klasse-prøve i dansk, engelsk og matematik, både mundtlig og skriftlig del, i alle tre fag,
  4. have aflagt folkeskolens afgangsprøve i fysik/kemi efter 9. eller 10.klasse eller have aflagt folkeskolens 10. klasseprøve i fysik/kemi efter 10.klasse,
  5. have modtaget 2-4 års prøveforberedende undervisning i 2. fremmedsprog (fransk eller tysk) og
  6. have aflagt eller indstillet sig til en prøve i 2. fremmedsprog (fransk eller tysk):

a) ved at have haft 2. fremmedsprog som tilbudsfag og aflagt prøve i dette efter 9. klasse, hvis prøven er blevet udtrukket for ansøgeren, eller

b) ved at have haft 2. fremmedsprog som valgfag til og med 9. klasse og som tilbudsfag i 10. klasse og have aflagt prøve efter 9. (valgfagsprøve) eller 10. klasse (tilbudsfagsprøve). Elever, der aflægger prøve i 2. fremmedsprog i 10. klasse, kan kun gøre det som folkeskolens 10. klasse-prøve og skal aflægge både mundtlig og skriftlig prøve.

Hvis du ikke kommer direkte fra 10. klasse, er det rektor, der skal vurdere, om du er uddannelsesparat, og om du opfylder de faglige krav. Det vil ske på grundlag af karakterer og udtalelser fra tidligere undervisning og som regel en optagelsessamtale. Hvis du ikke har folkeskolens obligatoriske afgangsprøver, skal du til optagelsesprøve i et eller flere fag.

NB: Retskravet om optagelse bortfalder, hvis ansøgeren alligevel ikke aflægger de krævede prøver.

 

Optagelse efter konkret vurdering, herunder upv og obligatoriske optagelsesprøver.

En ansøger til uddannelserne til stx og det toårige hf, kan optages på grundlag af rektors vurdering af de standpunktskarakterer, som ansøgeren måtte have, eventuelle prøveresultater fra forudgående undervisning, eventuelle udtalelser om ansøgerens kvalifikationer, og, hvis institutionen skønner det formålstjenstligt, en samtale eller en faglig test i ét eller flere fag.

Ansøgere til de tre-årige gymnasiale uddannelser skal aflægge de faglige del-prøver på samme niveau som folkeskolens afgangsprøver.
Ansøgere til den to-årige hf-uddannelse skal aflægge delprøverne i dansk, engelsk og matematik på niveau med prøverne i 10. klasse, mens delprøverne i 2. fremmedsprog og fysik/kemi ligger på samme niveau som folkeskolens afgangsprøver efter 9. klasse.

På ML er der to faglærere til stede ved hver af prøverne, som for hvert fags vedkommende består i en samtale af ca. et kvarters varighed. I dansk og engelsk prøves du i en kortere ulæst tekst af en sværhedsgrad svarende til niveauet ved udgangen af 9. klasse. I matematik vil du skulle gøre rede for, hvad klassen har arbejdet med i det forløbne år, så samtalen kan komme til at dreje sig om nogle af disse emner. Der kan blive tale om løsning af opgaver med enkel problemstilling. Du medbringer selv de lærebøger, klassen har benyttet i matematik. Er bøgerne allerede afleveret til skolen, vil de normalt kunne lånes igen til prøven.

Hvis du ikke har aflagt de krævede afgangsprøver, skal du til obligatorisk optagelsesprøve (jvf. kapitel 5 i optagelsesbekendtgørelsen) i dansk, engelsk og matematik samt enten dit andet fremmedsprog eller fysik/kemi. Prøverne består normalt af en samtale mellem dig og to faglærere i hvert fag. Forskellen til upv er, at her skal du kun aflægge prøve i tre fag: dansk, engelsk og matematik. Du kan efterfølgende kun optages, hvis optagelsesprøven forløber tilfredsstillende. Efter prøverne foretager vi en helhedsvurdering af din præstation, og du får resultatet heraf pr. brev. Den nærmere begrundelse for et evt. afslag kan du læse i optagelse.dk. Afgørelsen er endelig og kan ikke påklages.

Alle prøver afholdes så vidt muligt den 3.4.2013.

Til prøven skal du medbringe billedlegitimation, fx i form af et pas eller et billede attesteret af den grundskole, du går på eller sidst gik på.

 

Hvis en ansøger efter prøven ikke kan optages på en tre-årig gymnasial uddannelse (stx, hhx, htx), gælder afgørelsen tillige samme skoleår for optagelse på den pågældende uddannelse og andre tre-årige gymnasiale uddannelser på alle øvrige institutioner.
Hvis en ansøger efter prøven ikke kan optages på den to-årige hf-uddannelse, gælder afgørelsen tillige samme skoleår for optagelse på den to-årige hf-uddannelse på alle øvrige institutioner.

NB: En ansøger til stx eller hf skal dog altid til optagelsesprøve, hvis ansøgeren ikke har aflagt folkeskolens obligatoriske afgangsprøver.

 

Vigtige datoer i 2013:

Mandag den 28. januar kl. 19.00: Informationsmøde på Mulernes Legatskole for nye elever og deres forældre
1. marts: Udarbejdelse af uddannelsesplan
Du udarbejder i samarbejde med vejlederen og forældrene en uddannelsesplan. Senest den 1. marts skal du og dine forældre have underskrevet og afleveret uddannelsesplanen til UU.
5. marts: Hvis vejlederen vurderer at du er uddannelsesparat, vil du blive optaget, såfremt du går til de krævede afgangsprøver. Hvis vejlederen vurderer, at du ikke er uddannelsesparat og hvis du og dine forældre er uenig i dette, skal uddannelsesplanen senest 5. marts sendes til Ungdommens Uddannelsesvejledning i elevens hjemkommune, der så vil foretage en ny vurdering.
15. marts: UU sender uddannelsesplaner for uddannelsesparate elever - og for ikke-uddannelsesparate elever til vurdering på Mulernes Legatskole.
3. april: Mulernes Legatskole foretager vurdering af ikke-uddannelsesparate ansøgere (det svarer til de tidligere optagelsesprøver). Samtidig afholdes den obligatoriske optagelsesprøve.
15. april: Mulernes Legatskole sender resultatet af vurdering af uddannelsesparathed til UU.
15. maj: Mulernes Legatskole sender uddannelsesplaner videre til næste prioritet for elever, der ikke kan optages.
1. juni: Sidste frist for meddelelse om optagelse til ansøgerne.

Inden sommerferien: Alle, der er optaget på Mulernes Legatskole modtager brev med information om skolestart mv.
 

Du er velkommen til at maile til skolen: mail@mulerne-gym.dk, eller du kan ringe på:
6610-2642 for at få flere informationer eller svar på dine spørgsmål.

Kontakt vores elev-ambassadører!
Har du spørgsmål, som bedst kan besvares af elever på skolen, da kontakt vores elevambassadører.

 

Yderligere information