
Dimission 2012
Himlen var sort, regnen stod ned i stænger så tykke som på en polsk stripbar, og vinden flåede ubarmhjertigt i paraplyer, plisserede nederdele og parykker. MulerUpdates kvikke reporter Nina, der har et år tilbage i den trygge mulerrede, tolkede det med et dybsindigt suk som et varsel, som en sardonisk hilsen fra fremtiden: velkommen, I smukke unge mennesker, nu begynder livet - det rigtige liv. Velkommen
|
Den kolde regn og de mørke skyer fik imidlertid et varmt og lyst modspil af Legatskolens oppyntede samlingssal, hvor årets studenter, deres kærester, søskende, forældre og bedsteforældre sammen med lærere, kontorpersonale og lettere eksamenstrætte 1. og 2. årgangselever markerede, at endnu et skoleår er nået til vejs ende, og at endnu et kuld håbefulde mulere er blevet klar til at møde verden på den anden side af Mulernes beskyttende vægge.
Det startede festligt med den traditionelle indmarch. Jens Haugaard har i snart en menneskealder stået forrest i den rituelle vandring fra mulernes lange mørke gange og ind i lyset fra rektors ord og fra de mange strålende øjne i salen. I år er sidste gang. Ved Jens' side stod hans unge proselyt, Anders Petersen, der i de næste 40 år skal agere åndelig oberst for de kommende mulergenerationer.
Da studenterne havde fundet deres pladser og roen sænket sig over den fyldte sal, samledes alle stemmer i Weyses/Grundtvigs hyldest til den signede dag. Rektor bød velkommen med et par bevingede ord fra Emma Gads 'Takt og Tone', og herefter samledes alle stemmer atter - denne gang i en hyldest til de smukke unge mennesker. Musikgenierne fra 2a fulgte op med deres originale og gennemmusikalske a capella fortolkning af Lady Gagas 'Telephone'; det udløste et stormende bifald, der dannede perfekt afsæt for årets dimissionstale.
|
Rektor tog afsæt i to af de begreber, der har fyldt meget i verden og i vores forståelse af verden gennem de år, studenterne har haft deres gang på Mulernes Legatskole: krise og katastrofe. Med inddragelse af både en professor, en journalist og en forfatter nåede rektor frem til det centrale budskab, at verden ikke har brug for 'økonomisk friværdi', men 'åndelig friværdi'. Netop det, slog han fast, har været en kerneværdi hos årets studenter, der gennem de sidste 2-3 år har vist, at der er "højt til loftet, plads til alle og plads til humor" - et udsagn, der blev mødt med spontan, andægtig applaus. |
Dette fulgte han op med en anmodning til de blussende studenter om at huske at læse bøger, når de kommer ud i verden - et råd han gav eftertryk ved elegant at citere 'De tre små grise' og Benny Andersen.
Under talen var skyerne begyndt at lette udenfor, og antydningen af en solstråle syntes med lidt god vilje at trænge sig ind i salen, netop som rektor fyndigt afrundede sin tale ved to gange at opfordre de unge (og vel efterhånden lidt tørstige) studenter til at "slå følge med den der søger sandheden, men frygte den der hævder at have fundet den".
Nu fulgte den lange strøm af mulerstudenter, der skulle have deres eksamensbevis og et rektoralt håndtryk. Vores fotografer stod i første række; nedenfor er der link til deres mange fine billeder |
|
Nu var det igen tid til musik, og den stod de efterhånden velkendte jazzdrenge fra 3a for. Med deres studenterhuer på sned spillede de for sidste gang i denne omgang salen op - det var en smuk svanesang, som blev modtaget med stort bifald |
Årets dimittendtale blev holdt af en hf-student, der har optaget meget spalteplads de sidste dage. Johanne Løvlund Nielsen fra 2q forlader skolen med et gennemsnit på imponerende 12,3, og i dag fik hun vist, at hun også har ordet i sin magt. I bare tæer gik hun op til talerstolen og talte medrivende til både studenter, forældre, søskende og lærere. Ud af den indledende eventyrpastiche foldede hun perspektivet ud med reference til bl.a. HC Andersen og endte med at levere det klokkeklare budskab til os alle: Lev i nuet. Gør hver en fest til noget uforglemmeligt. Gør hver en rejse eventyrlig. |
Herefter var det tid til endnu en gammel og hæderkronet mulertradition: Uddelingen af legater. I år var følgende elever fundet værdige til at modtage de dejlige penge og boggaver: 1. Oluf og Bertha Larsens Mulerlegat: 7 stk. á kr. 3.000,- |
Forældreforeningens Jubilæumslegat: 11 legater á kr. 3.000,- 2 r Ann-Sophie Slot |
![]() |
Thrigefondens mulerlegat, overlærer Hertels legat og biskop Harald Steins legat: John Hoppes boglegat: 2 legater á 2.000,- (elev skal selv ansøge) Forældreforeningen: 3 boggavekort á kr. 300,- Til en dygtig elev Skolebestyrelsen: 2 boggavekort á kr. 300,- Til to dygtige elever for en særlig indsat for skolen/eleverne: Amalie Lea Schmidt-Jeppesen, 3c |
Og så sluttede endnu et skoleår og endnu en dimission. Til tonerne af 'Danmark, nu blunder den lyse nat' blev dimissionen 2012 rundet af, og studenterne kunne bevæge sig ud til deres lastbiler og ud i livet. Nu i tørvejr. |
Billeder fra ankomst og indmarch>>>
Billeder fra dimissionen1>>>
Billeder fra dimissionen2>>>
Billeder fra dimissionen3>>>
Billeder af legatuddeling>>>
Billeder af udmarch og reception>>>
Billeder af studenter på vej ud i verden>>>
Klik på billederne for at se forstørrelse
Muler UpDate-redaktionen:
Nicolai Rekve Eriksen
Ole Buhl-Hansen
Malte Jørstad 3c
Lotte Wiile Sørensen 2u
Anna Hoang Huynh 3m
Louise Hvas Madsen 3m
Nina Stiesdal 3m
Anna Huynh 2u
Emilie Risum Bech Larsen 1b
Pernille Stiesdal 1e
Helena Christensen 1b
Emma Høyer Bentsen













